Maskebal

Noget slog klik for mig her til aften – Jeg tror jeg indså hvorfor jeg i sin tid blev så deprimeret at jeg var ved at slå mig selv ihjel. Jeg havde glemt hvem jeg gerne ville være.

Jeg har ikke været særlig gammel da jeg fandt ud af at jeg nok ikke var helt ligesom de andre. Jeg startede mit voksenliv den dag jeg blev skiftet til en anden klasse. Ikke fordi at der var så meget i mit liv der var anderledes der, men der forsvandt noget i den proces. Der forsvandt det sted jeg hørte til. Og jeg tror jeg har manglet det lige siden.

Jeg er pisse god til at snakke med folk. Jeg kan godt lide at snakke med folk, og er glad for at være social. Men langt hen af vejen, har det at være social været et værktøj. Problemet opstår når man kigger på HVORFOR jeg er glad for at snakke med mennesker – det er så jeg ved hvilken maske jeg skal tage på når du kigger. Hvilken maske jeg skal have på for at passe ind. Hvilken maske jeg skal have på for at høre til.

Jeg blev rigtig god til at tage den rigtige maske på. Evnen til være social er i virkeligheden nok mere gaven til at høre, se, observere, opsnuse hvilken personlighed jeg skal tage på når det specifikke publikum er der. Er jeg Kevin der er vokset op i en kirke, den fine dreng, drengen der med charmesmilet kan få enhver svigerforældre til at smelte? Eller er jeg Kevin der er vokset op i Albertslund, der har brugt det meste af sine teenage år på at lyve om alt og alle, der bevidst har taget alle de forkerte beslutninger, der bander som en sømand, som der dybest set ikke rigtig stoler på nogen?

Et eller andet sted under den maskerade jeg havde gang i, glemte jeg nok lidt hvem jeg egentlig var når jeg ikke havde travlt med at passe ind. Jeg havde så travlt med at spore mig ind på hvor alle andre var på vej hen, at jeg glemte hvilken kurs jeg selv havde. Hvad jeg lavede når de andre ikke kiggede. Hvem jeg var når jeg ikke behøvede at passe ind. Hvem jeg var når jeg en sjælden gang imellem fandt nogen der dybest set lignede mig, når jeg ikke gemte mig bare en eller anden maske. Jeg glemte hvem jeg var. Hvor jeg gerne ville hen. Hvor jeg gerne ville ende henne.

Rigtig mange ting før sidste sommer, kan jeg ikke længere huske. Da jeg blev depressiv gik jeg ind i en underlig dvale-tilstand hvor jeg ikke helt var vågen eller sovende, og det har gjort der er rigtig mange ting der føles som tusind år siden. Men jeg kan stadigvæk huske tydeligt den dag på DTU hvor det hele kollapsede for mig. Jeg var så sikker på at jeg var lige præcis der hvor jeg skulle være. Jeg var så sikker på at jeg havde styr på det hele i mit liv – job, studie, kærlighed, venner, det hele. Men så indså jeg vel, at inde under forsvaret – inde under masken der virkede så perfekt – var Kevin, den rigtige Kevin, ikke glad. Den rigtige Kevin var slet ikke hvor han skulle være. Jeg indså vel, at jeg havde travlt med at være der hvor folk mente jeg skulle være. Jeg havde sat mig selv på den hylde de andre synes jeg skulle sidde på.

I stedet for at stoppe op, og se det som en fantastisk mulighed.. Så stoppede jeg op, og sagde ”Jeg har haft så travlt med at passe ind alle steder, at jeg ikke passer ind nogen steder nu – og jeg kommer aldrig til det. Jeg er faret vild. Og jeg kommer aldrig hjem igen. Jeg bliver aldrig glad. Jeg finder aldrig min plads.” Og så faldt det hele stille og roligt fra hinanden. For det betød ikke rigtig noget for mig længere. En efter en. Til sidst havde jeg ikke flere steder at gemme mig. Og så kunne jeg ikke mere.

Bekymringen – frygten om ikke at finde min plads i verden sidder stadigvæk i mig. Hvis nu jeg aldrig finder ud af hvilken retning jeg skal gå, bliver jeg så depressiv igen? Kan jeg finde ud af at tage vare på mig selv denne gang? Prøver jeg så at slå mig selv ihjel igen? Hvem ved. Men helt ærligt? Jeg tror ikke jeg når dertil nogensinde igen. Jeg tror at jeg på et eller andet tidspunkt stopper op, og indser at jeg er hjemme. En eller anden fantastisk dag i fremtiden stopper jeg op, ser mig omkring.. Og konstaterer at jeg endelig har fundet ud der hvor jeg skal være. En eller anden dag, indser jeg at jeg passer ind, lige der hvor jeg er. På min egen plads, som Signe i sin tid spåede på en sommerlejr.

Jeg ville ønske jeg var der nu. Men jeg er også vildt spændt på turen derhen. Jeg tror det bliver en længere tur. Men det er okay. For i dag ved jeg hvad jeg skal lede efter.

Et sted uden masker.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s