På den anden side

Jeg har længe tænkt at jeg burde få tømt hovedet omkring min situation, nu hvor jeg ikke længere er deprimeret. Jeg synes en post-reflektions-ting er på sin plads. Mest fordi i alle sammen spørger mig hvordan jeg

har det, og det er ret svært at sætte ord på.

Jeg blev officielt erklæret ikke-længere-deprimeret af Rigshospitalet i starten af maj. Det er alligevel noget tid siden – og i det store billede et øjeblik siden. Jeg synes dog der er sket en hel masse siden – Jeg tager det lidt i bider..

Det korte svar på “hvordan har du det så nu?” er, at jeg pludselig kan mærke mig selv igen. En af de ting de antidepressiv piller jeg fik gjorde, var at det gjorde det hele blev.. Gråt. Der var ikke noget der var super forfærdeligt, der var ikke noget der var super godt, det hele blev meget.. Midt i det hele. Neutralt. Gråt, på en eller anden måde. Baseline. Og nu hvor jeg ikke længere er synderligt påvirket af de her piller, og er trappet mere eller mindre helt ud af dem nu, er det virkelig overvældende at kunne mærke sine følelser igen. Tingene ER virkelig noget lort når det er noget lort – Men tingene ER virkelig fantastiske når de er det nu. Den der følelse af succes? Hold nu kæft. Er du klar over hvor meget jeg har savnet den følelse? Den der følelse af at være uovervindelig, at være usårlig, at være på toppen? Den har jeg ikke følt i ET ÅR. Det er vanedannende!

Jeg har fået væsentligt mere mod på verden. Også i forhold til før jeg gik helt ned med flaget. Jeg har vitterligt stået i situationen hvor jeg mente at verden ville være et bedre sted uden mig, og at jeg ikke gad være her mere. Det sætter suset af at være i live nu lidt i perspektiv. Jeg ville gerne bare dø, kontra lysten til at lave noget nu. Det at stå overfor noget der før havde virket overvældende, skræmmende, etc. er blevet erstattet med en nyfunden energi, lyst, og drive – næsten lidt drengerøvet hovmod? Og så alligevel ikke, for i bund og grund er det mere bare lysten til at have lyst til at leve livet til fulde. At mærke adrenalinen pumpe i dag er ren eufori. Det har været tiltrængt efter så lang tid hvor jeg ikke har haft mod, energi, eller drive til noget som helst.

Samtidig kan jeg mærke at på de helt store ting i livet, er jeg tøvende. Måske bare lidt forsigtig? Næsten bange, faktisk. Mange af de helt store spørgsmål i livet jeg boksede med inden jeg for alvor fik det dårligt, kommer jo op til overfladen igen. Hvad gør jeg med studiet, hvordan gør jeg med arbejde, min lejlighed, mine penge – mit liv? Hvem vil jeg bruge tid sammen med? Den slags spørgsmål virker skræmmende i dag. Jeg tror at det skyldes at jeg har set mig selv stå på afgrundens rand og kigge ned. Og de spørgsmål har uden tvivl været en drivende faktor til at jeg endte der. Så de virker.. Underligt ubehagelige i dag. Ikke at jeg ikke vil have noget med dem at gøre – overhovedet ikke. Jeg kan bare mærke ubehagen i at overveje dem, nu hvor jeg kan tage stilling til sådanne ting i livet igen. Det at jeg kan stille mig selv spøgrsmålet om hvad jeg gør med mit studie er skræmmende, fordi det pres mit studie i sin tid gav, var med til at få tingene til at vælte. Det at jeg faktisk kunne, i teorien, gå hen og blive forelsket i nogen virker ubehageligt, for jeg ved ikke om jeg til fulde kan tage vare for mig selv endnu. Jeg har ikke gjort det dårligt indtil videre, jeg er bare stadig ikke langt nok i processen. Det føles som om at jeg på den følelsesmæssige front er længere fremme end resten af kroppen er. Klart, jeg vil gerne føle livet igen – jeg skal bare også have energi til at tackle livet. Og det kommer, tror jeg.

Vigtigst af alt, tror jeg, kan jeg mærke at den frustration jeg mærkede så tydeligt tidligere overfor alt der ikke gik som jeg gerne vil have det, er virkelig skåret ned. Jeg tror aldrig jeg slipper af med mit temperament, men det er rart at mærke at jeg underbevidst er blevet mere forsigtig overfor det. Jeg kan mærke alt i mig være med til at trække mig tilbage til afslappet, fordi min krop nærmest frastøder følelsen af at være irriteret, sur, vred, etc.

Jeg tror at de her følelser er vigtige. Der skal være plads til at blive vred. Sur. Frustreret. Men det er hvad vi gør med det, der er vigtigt. Jeg har tidligere valgt at tage mine konfrontationer lige på – den trang er en brøkdel af hvad den var engang. Jeg kan mærke lysten til at diskutere er formindsket. Jeg er næsten ikke længere den møg irriterende provokatør jeg var engang – for på mange måder var den provokatør det der fik mit blod i kog. Og min vrede spillede en alt for central rolle i min depression.

Derudover er jeg for første gang i, igen, cirka et år for alvor nået til et punkt hvor jeg har følt mig tiltrukket af nogen – klart, bodegaets halv-mørke borde og hendes blå dybe øjne hjalp nok en del, men alligevel. Det er virkelig underligt at leve i en verden hvor der ikke er noget der er tiltalende – og her taler jeg ikke bare om den romantiske del af verdenen. Mad er begyndt at sige mig noget igen. Jeg har pludselig en mening om tingene igen. Jeg oplever at nyde folks selskab på ny – ikke at jeg ikke har gjort det i den her tid, men det er meget mere.. rammende nu. Før skulle jeg virkelig lægge kræfter i at slappe af i selskab med nogen af de mennesker jeg holder allermest af. Det var utrolig hårdt at være sammen med de mennesker der stod mig tættest – for slet ikke at tale om alle de andre derude.

Til alle jer der har holdt mit selskab ud i det sidste år – undskyld. Du er meget bedre end hvad jeg har givet udtryk for, og du er fantastisk. Du er en af grundene til at jeg står i dag. Tak. Jeg er rørt til tårer for første gang i hvad der føles som en evighed over hvor vildt awesome i er. Tak. Klap dig selv på skulderen og giv dig selv et kram for mig.

Og når det så er sagt..

Skulle vi aldrig på et eventyr? Jeg har endelig endelig liv i kroppen til dem igen.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s