Velkommen hjem

Er du en af de få ikke-kristne der får smidt mine posts i hovedet? Hej, I så fald! Jeg skriver lige noget specifikt til de kristne, så du har et valg nu: Du kan vælge at læse om Kevins hjerte der bløder for mennesker der i bund og grund lider, eller du kan sidde den her opdatering over. Du må selv vælge, og der er ingen skam.

En tyve-sekunders trailer for Copenhell ruller ind over min skærm. Metal fans der løber ind gennem de ny-åbnede porte til festivalsområdet, en heavy gruppe på en scene der spiller. Et stort zoom-ud af området, der bare slutter med teksten ”Velkommen hjem. Copenhell”, og datoerne for festivallen i 2017. Jeg synes det var en fantastisk fed reklame. Og samtidig endte den med at være en af de mest provokerende reklamer jeg nogensinde har set.

Copenhell er en metal festival der spiller noget det af tungeste, mest dystre, og mest sataniske musik du kan finde på planeten. Jeg synes det var et af de fedeste steder jeg nogensinde har været på. For overalt hvor jeg var, mødte jeg glade festivals-mennesker (Okay, og jeg elsker tung musik!). Copenhell havde den fedeste stemning. Overalt hvor jeg var, var der folk der snakkede med en passion der ikke kan sammenlignes – om deres favorit bands, om guitar riffs og om den sidste koncert de var til. Og jo mere jeg snakkede med menneskerne på pladsen, jo mere så jeg noget som jeg mangler mere af i min hverdag – de anså sig selv som familie.

For ”Velkommen hjem” ramte faktisk ret godt stemningen og attittuden på Copenhell. Det var her, på festivalpladsen, at de her mennesker følte sig hjemme. Det var her de tog det tøj på de synes var fedt, og hvor der ikke blev kigget på dem når de havde kæmpestore nitter, vanvittig makeup, og kulsort tøj på. Det var her der var nogen der forstod deres passion. Det var her hvor de var ‘de normale’ for en gangs skyld. Og det provokerede min ånd. Helt vildt. Jeg er lige nødt til at tage en lidt forklarende omvej for helt at ramme hvorfor.

Jeg betegner min kirke som familie. Jeg kan med ro i stemmen, at de mennesker jeg er vokset op med i City Kirken er udvidet familie for mig. Men tænk, hvis hele verdenen på den anden side af vores fællesskab så på vores kirke, og så en familie på samme måde som jeg gjorde. Tænk hvad det ville gøre ved vores omdømme som kristne (I helhed, City Kirkens omdømme er vidst ikke så slemt). Tænk hvad det ville gøre ved vores nær-områder hvis vi blev kendt som et sted hvor man føler sig velkommen og bliver budt velkommen som familie. Tænk hvis vi kunne vise verden en stemning der bare har halvt så meget kærlighed som Copenhell har.

For da jeg stod derude på Refshaleøen med død buldrende ud af højtalerne, kunne jeg ikke undgå at høre Helligånden hviske mig i øret.. Om mennesker der manglede Jesus (hvilket er ret godt gået med ørepropper i, synes du ikke?). Om mennesker der mangler kirken der omfavner dem som dem de er. Som ikke ryster på hovedet og tager afstand fra dem, som resten af verden har en tendens til. Om mennesker de mangler en familie! For de mennesker fandt deres familie der, fordi de ikke har fundet den andre steder. Men finder de ro? Nix.

Du kan høre det i teksterne der bliver sunget. Om afstanden fra det materielle. Om opgivelsen på ‘den virkelige verden’. Om hadet til verdenen der har givet slip på dem, eller bare taget afstand fra dem. Om det fællesskab som de andre er med i, som de ikke ønsker at være en del af. Om hvordan de har givet alt hvad de har i sig, men det ikke er nok for verden. Det lyder bekendt, ikke?

Og de finder, desværre, svaret på deres spørgsmål dér, på en heavy-festival, og ikke i vores kirker. Selvom så mange af dem selv godt kan se at sprut, stoffer, sex, og alt muligt andet snavs ikke kan fylde de huller ud de har i deres liv, deres sjæl. Det er de huller, hvor jeg som kristen har lyst til at fortælle dem om Jesus som kan udfylde de huller for dem med noget som virker!

Jeg vil gerne have Jesus med derud. Men jeg ved ikke hvordan det kommer til at se ud endnu. Jeg tror simpelthen ikke at flyers og bannere med ”Jesus elsker dig” vil gøre noget for de her metal fans. Jeg er åben for forslag – smid en kommentar hvis du har gode inputs og erfaringer!

 

Jeg har lyst til at slutte med en kommentar om at jeg synes vi skal være med til at bede for Copenhell folkene og deltagerne der. Men jeg synes mindst lige så meget at vi kunne bede for at vi som kirke kunne blive bedre til at være relevante for metalhovederne også, og jeg synes det er så tragikomisk.
Så vær med til at bede om at vi som familie kan blive bedre til at vise dem kærlighed. Om at vi kan blive bedre til at nå en verden som hungrer så meget efter noget af det vi har – Jesus. Om at vores fællesskaber må være fyldt med kærlighed – til hinanden, til verdenen og menneskerne i den. Vær med til at bede for de metalheads der hungerer efter mere end det materielle. Som mangler så meget af det, vi som kristne har i overflod.

copenhell[1]

 

Advertisements

1 Comment

Filed under Wanders

One response to “Velkommen hjem

  1. ELLINOR Stig

    Kære Kevin! Jeg siger AMEN! Gud talte til mig for nogen år siden om netop denne gruppe! Han sagde at der ville komme en tid hvor der ville blive en ny tid med unge mennesker , en ny radikalitet, hår der strittet i alle retninger, piercinger, tatoveringer etc, men de ville møde Jesus og blive radikale for ham. Lad os bede det frem og bede om mennesker med kald til denne gruppe. Og må vi andre gamlinger have hjerte og varme til at være mødre og fædre, og være villig til at ” vil du holde min rotte, jeg skal op at blive frelst?” , som en sagde til en gammel dame da Jesusvækkelsen var i Norge i -70 årene. Tak, Kevin! Hilsen Ellinor

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s