Det er ikke godt nok (endnu)

Det er ikke godt nok.

Jeg hader den sætning. Den har plaget og hjemsøgt mig, stort set lige så længe jeg kan huske. Jeg har ikke været særlig gammel, før følelsen af at være utilstrækkelig gjorde sin entré i mit liv. Frustrationen der blusser op. Følelsen af en forhindring der håner dig. Det er lige før man kan se det skadefro grin for sig.

Jeg hadede det. Total afsky. Det absolut værste jeg kan huske tilbage på fra mine teenage år, var den følelse. Utilstrækkelighed. Til at starte med, brugte jeg den. Den frustration, den vrede. Tog al den energi jeg havde I de følelser, og brugte dem til at skubbe mig frem. Til at overkomme mine udfordringer og forhindringer. Ideen er sådan set god nok, men det er en farlig og forskruet måde at gøre det på. For når du sætter vrede i centrum, så vokser det. Og stille og roligt, uden jeg egentlig lagde mærke til det, trængte frustrationerne sig ind alle vegne. Vrede blev en hverdags-ting. Had slog rødder overalt, og spredte sig dybere og dybere i mit liv. Og jo mere jeg baskede med armene som en gal kylling og skabte mig, jo flere situationer af lignende slags kom der.

Jeg kan huske hvor meget mit ego fyldte. Jeg prøvede jo at overvinde hele verden, uden held. Og når man fejler med den indstilling, er der sjovt nok helst ikke nogen der skal pege på ens fejltagelser. Ikke at der nødvendigvis var nogen der gjorde det – men det havde jeg slet ikke tid til at overveje. Jeg havde jo fejlet, ikke?
Min første tanke når jeg tænker tilbage på det, er nok bare skam. Jeg skammede mig over ikke at være god nok. Jeg slog mig selv I hovedet med det, i håb om at det skulle blive drivkraft. I bakspejlet trykkede det mig nok bare ned – ikke frem. Men jeg kan også huske den dag jeg for alvor besluttede mig for at det skulle være anderledes. Det har selvfølgelig været en lang proces der har taget masser af arbejde, men jeg husker tydeligt dagen jeg trak en linje i sandet. Den dag jeg holdt op med at grave min egen grav.

Det var en varm sommerdag på Lindenborg. Baptisternes sommerlejr, 2014. Jeg hjælper til med at få grillmaden der var lavet til os frem til bordene. En kvindelig medleder kigger på mig og spørger hvor min bror, Allan, er henne. Jeg svarer henkastet og med et påklistret smil at han nok er ude og være social et eller andet sted, som han nu engang plejer at være. Var man rigtig skarp, kunne man nok godt høre spydigheden i min stemme.  For jeg sydede af vrede da jeg sagde det. Folk så mig, og tænkte på min bror. Det mindede mig om alle de ting Allan gjorde (og gør) bedre end mig. Igen – følelsen af utilstrækkelighed. Alt det jeg ikke var, og ikke kunne. Og det her var ingen undtagelse. Så spytter hun en sætning ud jeg aldrig glemmer.

“Det må være hårdt at leve I hans skygge.” sagde hun, ud af det blå, og kiggede ud over campingpladsen. Hun så ud som om hun nærmest havde været lige ved at lade være. Jeg kiggede på hende, og var ved at tabe kæben. Var hun inde i mit hoved lige nu?  “Men bare rolig. Jeg er sikker på du nok skal træde ud af hans skygge. Du skal bare finde din plads. Der hvor du er, og hvor du hører til. Og den er jeg sikker på du nok skal finde. Bare rolig.” og så gav hun mig det varmeste smil jeg har set længe. Jeg havde ingen ord. Jeg tænkte ikke noget. Jeg satte stille varme-kasserne jeg stod med fra mig, og gik tilbage til vores campingvogn og græd. Som et lille barn. Græd, fordi af en eller anden grund satte hun tingene i det perspektiv jeg havde manglet så længe. Formentlig hele mit liv.

I virkeligheden havde jeg nok bare prøvet at være bedre end Allan – til at være Allan. Og hvis du bruger en masse energi på at prøve at overgå Allan I hans eget spil, så taber man. Så det holdt jeg op med. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være mig. Og være tilfreds med det jeg kan, og det jeg er. At når jeg har givet den hele armen, og jeg når krydser målstregen, så vil jeg klappe mig selv på skulderen og være tilfreds med det, uanset hvilken tilstand jeg var i.  Hvis jeg kunne sige at jeg havde givet den alt hvad jeg havde, så ville jeg være tilfreds med det resultat jeg fik.

Alting ændrede sig. Jeg havde mere energi, for jeg holdt op med at bruge en forfærdelig masse energi på at bekymre mig om alle de andres resultater. Er du klar over hvor meget energi det tager at have gang I sit eget show, samtidig med at man holder øje med alle andres?
Jeg kunne pludselig håndtere at få kritik. Og når jeg fik det, vendte jeg det, og brugte det til at gøre tingene anderledes, og forhåbentlig bedre.
Jeg lærte også hvad det ville sige, at være glad på andres vegne. At være stolt af min bror, når han gjorde de ting som han er skide god til, og jeg ikke er.
Jeg lærte at se op til folk på en anden måde. For det handlede ikke længere om at skule på de andre og være irriteret over at jeg ikke var lige så god – nu handlede det om at tage ved lære. Hvad gør de anderledes end jeg? Kan jeg lære noget af dem? Ville det de gør fungere for mig?

Det er ikke nemt at hvile I sig selv. Jeg er ikke blevet mester til det, og jeg tror heller ikke jeg nogensinde bliver det. Men det er også okay. For så længe jeg gør hvad jeg kan, og så længe jeg kan sige at jeg stadigvæk lærer noget, så er jeg egentlig godt tilfreds. Det er ikke godt nok – men det bliver det.