Hjælp – en guide

Der er en hel del af jer der har fundet ud af at jeg ikke har det skide godt. Jeg har noget der ligner en depression, og noget der ligner stress. De kan ikke helt blive enige om det er det ene eller det andet – eller begge dele. Under alle omstændigheder, er der rigtig mange af jer derude der rigtig gerne vil hjælpe – men det virker som om der er rigtig mange af jer der er bange for at hjælpe. Så nu skriver jeg lige lidt hjælp ned.

Til alle jer der hele tiden spørger mig om jeg har det bedre: Det er sødt af dig at du spørger. Men svaret er nej – og det er ikke det svar du leder efter. Jeg har ikke fået det bedre. Men jeg har det næsten værre med at sidde og fortælle dig at jeg ikke har fået det bedre, når det nu engang virker som om du bare bliver mere bange for at gøre noget forkert af den grund. Hvis det er tilfældet, så lad være med at spørge. Du behøver ikke grave i det. Det er okay. Jeg kan godt leve med at snakke om vejret. Se næste punkt for pointers til hvad du så kan gøre..

Til alle jer der prøver at løse mine problemer: Det er rigtig sødt af dig. Du kan hjælpe ved at arbejde sammen med mig. Du kan hjælpe ved at være med til at behandle mig som du altid har gjort. Det ville hjælpe. Det ville hjælpe at holde mig med selskab, at få mig til at tænke på noget andet. Det ville hjælpe. Det andet happy-clappy fis du prøver at presse ned over hovedet på mig – det hjælper ikke.

Ser du, en depression gør at jeg ikke er glad. Det er ikke din skyld at jeg ikke er glad. Men det er jeg ikke. Det kan du ikke lave om på. Det skal du ikke prøve at lave om på. Men du kan hjælpe mig med at lave om på det. Jeg kan godt grine, og jeg kan godt hygge mig – jeg ar det bare ikke godt mens jeg gør det. Og det er okay. Det skal du ikke have det dårligt af, af den grund.

Til dig der er berøringsangst: Det forstår jeg godt. Det var jeg også. Men jeg vil dele en lille hemmelighed med dig: Det bedste du kan gøre, er at møde det uden at være bange, eller bekymret. Du kan ikke fucke det mere op. Du kan ikke træde ved siden af. Bare det at du er her hjælper. Du gør det allerede skide godt. Så bliv ved med det – at snakke, og med at være her. Igen, hvis du ikke har lyst til at snakke om at jeg har det af helvede til, så lad være. Snak om noget andet. Det er okay at styre udenom. Jeg er ikke dum – jeg kan godt se på dig når det er det du prøver på. Og det er fair nok – seriøst.

Til dig der bekymrer dig: Det forstår jeg godt. Og jeg er glad for at du bekymrer dig. Det er slet ikke det. Det ‘fede’ ved en depression, som du sikkert er bedre til at forstå end jeg selv er lige pt, er at det er en midlertidig tilstand. Jeg er i behandling. Der kommer til at være noget på den anden side. Jeg skal bare lige derhen.

 

Jeg vil opsummere det her med to simple statements:

  1. Hvis du kan holde til det, så spørg. Snak med mig. Lyt. Aflast ved bare at være der så jeg kan sige at det hele er noget forpulet lort, og svar med en “Det er også noget lort, det er jeg ked af. Skal vi se en dum serie og spise noget is?” Det er cirka det bedste du kan gøre.
  2. Hvis du ikke kan overskue nummer 1 og gerne vil hjælpe (hint: der er stor sandsynlighed for at det er dig), så lad være med at tage snakken. Det er helt okay.
    Så kan du hjælpe ved at lave noget sammen med mig. Jeg forventer ikke du har svarene. Jeg forventer ikke du kan yde professionel hjælp. Det har jeg folk til. Men du kan yde hjælp ved at være der. Ved at snakke med mig om noget helt andet. Ved at være til stede.

Jeg smitter ikke. Og jeg det er ikke din skyld at jeg har det dårligt.

 

Advertisements

Leave a comment

Filed under Wanders

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s