Forsoning

Dybt inde i os, skriger noget i os på forsoning.

Jeg har fået konstateret at jeg har en depression. Og formentlig også stress. Det er en rigtig hård kombination af ting at bakse med oven i hovedet. For ikke at sige dybt uoverskueligt. Det får jeg hjælp til af en rar dame der hedder Jane. Jane er min psykolog, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg Jane er lidt underlig. Hun bruger utrolig meget tid på at tvinge mig til at tage dybe vejrtrækninger. Prøver desperat at få mig til at slappe af i musklerne (Hvilket er sin sag, når man inderst inde sidder med en overbevisning om at hele verdenen er imod dig), og sådan nogen lidt.. Kropslige og hippie’ede ting. Men det virker, må jeg jo konstatere. Her den anden dag, gravede Jane og jeg noget frem, som jeg håber du kan bruge i din hverdag i dag: Forsoning.

Det var blevet meget tydeligt for mig, at en del af mit problem er, at jeg har sat lighedstegn mellem ulykkelig/ked af det, og vrede. Jeg har fået lært mig selv, at den bedste måde at blive hørt på når man føler sig trådt over tæerne, forrådt, overset, etc., er ved at blive sur. Hæve stemmen. Råbe. Sige grimme ting. Problemet er at jeg er god til at hæve stemmen. Og jeg er god til at sige grimme ting. Så det er en svær proces at bryde op med. Problemet ligger blandt andet i, at jeg jo selv mener jeg har god grund til at være sur. Du har gjort mig ked af det, så må jeg jo godt være sur, ikke?

Problemet med det, er at det kan nemt gøre dig bitter. Hold kæft, hvor har jeg brugt mange år af mine teenageår bitter. Bitter på forældre. På (eks)kærester. På min bror. På skolen. På venner. På livet. På Gud og hver mand. Og når hverken Gud eller hver mand får lov til at forsvare sig, så er det nemt at komme frem til at du har ret. Der var tikket en forsvarsmekanisme ind hos mig, der ganske enkelt hed at fejlen ikke lå hos mig primært. Jeg var ikke hoved problemet, så jeg skal ikke lave op på mig selv. Frasigelse af ansvar.

Men inderst inde, skriger noget i mig på forsoning.

Vi ser det alle vegne i Biblen – Synes ikke vi kan komme udenom kristendommen i det her emne. Fra øjeblikket vi blev kastet ud af paradis har vi forsøgt at gøre ting for at nå Guds niveau igen. Den fortabte søn der forsoner sig med sin far – og bemærk her at sønnen ikke forventer at blive ligestillet – bare tilgivet. Forsoning er ikke automatisk gensidig. I den virkelige verden ser vi oftest en ensidig forsoning. ”Vi slutter fred, fordi vi ikke kan det her mere”.

Jeg har forsonet med mig flere mennesker. Flere parter. Ensidig forsoning, og gensidig. Ting hvor jeg har lagt mig selv flat på mit ansigt og undskyldt. Også i tilfælde hvor jeg stædigt ville have påstået jeg havde ret til det jeg gjorde eller mente.
Rigtig mange mennesker frygter forsoning. Jeg hørte for nyligt en person sige, at hun ikke havde lyst til at forsone sig med mig, for det gjorde hende sårbar overfor mig. Det gav mig plads til at trykke hende der hvor det gjorde mest ondt. Og det har hun jo et eller andet sted ret i. Men jeg har endnu ikke oplevet nogen der har fået en helhjertet forsoning med et slag i ansigtet. Jeg har fået hårde modsvar. Jeg har fået rigtig hårde modsvar. Jeg har fået at vide at det jeg havde gjort var for meget. Og at jeg var en kæmpe nar (op til flere gange). Og dem har jeg måtte æde. Og lære af. Og det har været sundt. Men jeg kan roligt sige, at mine forsoninger altid har gjort tingene bedre. Først og fremmest fordi det frigiver en hel masse energi – og nu er vi tilbage hos Jane.

For er der noget jeg har lært, så er det hvor meget energi det kræver at være vred. Eller ked af det. Det dræner helt vildt. Og det hjælper at tilgive og forsone sig med folk. Det hjælper at give slip – ikke nødvendigvis med det samme, men det frigiver noget i dig. Og oftest frigiver det mere end du kan forstille dig.

Det er desværre nogen gange en lang proces. Fred, eftergivelse eller tilgivelse er svært at opnå hvis man ikke faktisk mener det. Du er nødt til at have hjertet med i det. Det er ikke nemt. Helt personligt plejer det at betyde at jeg er nødt til at indse at jeg også har fejlet. Og jeg hader at fejle.

Jeg har forsonet mig med en af mine eks-kærester. Det var svært, for jeg fik pinnet rimelig meget ud i detaljer de ting jeg havde gjort dårligt og forkert overfor hende. Men jeg holder stædigt fast i, at den halvanden times telefonsamtale er en af de mest givende samtaler jeg nogensinde har haft, også her cirka 5 år senere.

Jeg har forsonet mig med min familie. Det er svært, fordi da jeg var yngre var det nemmere bare at være sur end faktisk at lytte til dem. Og de har faktisk haft nogen rimelig gode råd. At tilgive sine forældre man føler har behandlet en uretfærdigt er svært. Især når de ikke selv kan forstå uretfærdigheden. Især når de stadigvæk gør dig sur og ked af det. Især når de har været rollemodellerne for alt det man ikke ville være. Men i dag er de nok den bedste støtte jeg har. Jeg ved at de vil gå igennem ild og vand for mig, og jeg ville gøre det samme for dem. Hvis du har problemer i din familie? Så kom i gang. Jeg ved ikke hvad situation du står i, men det kan blive bedre.

Det er en hård sti at gå på. Det er sindsygt hårdt at være ”the better man”. Især når de andre er nogen røvhuller. Men det hjælper. Hold kæft, hvor er der bedre på den anden side af den forsoning.

Jeg håber det her har gjort ondt at læse. Inderligt. Jeg håber du sidder og tænker på en situation eller en person som der gør ondt lige nu. Og mit budskab til dig vil være: Kom i gang. Få dit hoved ud af røven, og kom i gang. Det nytter ikke noget at være sur eller bitter. Der kommer ikke noget godt ud af bitterhed – tro mig. Det kan godt være at modparten heller ikke har handlet helt som de skulle, men det er lige meget. Lad dem om det. Be the better man. Take higher ground, hæv dig over dem.

Og nu vil jeg prøve at reparere et forhold jeg har ødelagt.