Wrexham

Hej!
Efter en lang uge i selskab med DTS folkene fra hele England, er jeg nu hjemme igen! Jeg har størstedelen af tiden ikke haft nogen internetforbindelse, så har ikke kunne opdatere jer løbende. Jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte.. Det har været en vanvittig uge!!

Vi brugte lige omkring 9 timer i bus for at nå frem til destinationen Wrexham i Wales, hvor vi blev mødt af en masse unge mennesker der brugte en masse tid på at fortælle os hvor glade de var for at se en masse mennesker fra Carlisle.Vi har været omkring 60 unge mennesker fra hele verdenen samlet ugen ud, cirka 20 af dem fra Carlisle. Kirkerne i Wrexham er gode til at samarbejde på trods af de små uenigheder der må være. De har valgt at mødes på midten alligevel og blive venner, for at samlet kunne nå ud til befolkningen men det gode budskab – baptisterne, metodisterne især har holdt hænderne over os i form af faciliteter, værende både et tag over hovederne, et køkken, et sted at være til undervisning, et sted at bruge som base, så at sige.

Mandag & tirsdag var lige på og hårde. Der var ikke rigtig noget fritid på skemaerne for de to dage! Vi var mere eller mindre oppe fra 7-24, med en masse pauser og lignende hen af vejen, men ikke umiddelbart noget dedikeret fritid.

Vi har været meget aktive i form af evangelisation – som har været emnet for ugen! Jeg har blandt andet være med til at skrive bønneemner ned på postkort for folk på gaden, delt kakao ud til de unge mennesker der var ude sent om aftenen i Wrexham (meget lig Botchergate i Carlisle), været på profetisk skatejagt som de så fint har døbt det, og ganske simpelt bedt for byen imens vi gik igennem byen.

Udover at have lært en masse nye mennesker at kende, er der cirka en halv million ting at skrive om. Jeg vil nøjes med nogen highlights;

60 mennesker der spiller lovsang i gaderne om aftenen. Fordi det var ubeskriveligt fedt. Jeg følte mig lidt hippieagtig, men på den gode måde.

Under en af de mange outreaches vi gennemførte, mødte jeg en 16 årig gut på gaden, der hang ud med sine venner, og røg hash. Jeg følte jeg var nødt til at snakke med dem, og efter en 5-10 minutter fik jeg forklaret dem hvad vi lavede, og jeg bad dem skrive deres bønneemner ned, hvis de ville. Det ville de gerne. Eller.. Nogen af dem. En enkelt tegnede en penis, og smilede bøvet til mig, i et forsøg på at være sjov. Det valgte jeg at ignorere fuldstændig, og pludselig blev han meget pinligt berørt. 4 af dem skrev “Jeg vil gerne være rig, og fri hash til England!”. Vi valgte senere da vi bad for dem, at bede for at materialisme ikke ville overtage deres liv, og at de fandt sig noget dybere mening i livet. Men det var én gut der stod ud fra mængden. Jeg ved ikke hvad han hed. Men hans bønneemne ramte mig. Dybt. Beskeden var simpel: “Bed for at min stedbror Matt får det bedre. Han har leukæmi.” Og da jeg læste det senere, var der bare en følelse af total succes. Pludselig var det fuldstændig lige meget hvor meget de havde grint af os, fordi denne ene gut fik lettet sit hjerte. Men hold fast, det bliver værre endnu.

Da vi så senere på dagen bad for de her gutter i vores gruppe blev jeg overvældet af sådan en følelse af næstekærlighed for den her gut og hans familie, at en tusindedel af det kunne ha’ været nok. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg følte Guds hjerte for den her gut. Og jeg havde tårer trillende ned af kinderne da jeg delte hvad jeg havde oplevet med de andre.

Det skal lige siges, jeg er normalt ikke nem at få til at græde. Jeg fortæller mig selv jeg er en rimelig hårdfør person, og jeg er sikker på at nogen af jer der læser det her kan nikke genkendende til det. Men et postkort hvorpå der stod et simpelt ønske fik mig til at græde som et lille barn. Det virker totalt fjernt for mig når jeg skriver det nu. Og dog er der et lille stik i mit hjerte der vidner om at det ikke bare var en drøm! Det var nok noget nær en af de vildeste oplevelser i mit liv. En kombination af “Hvad i alverden sker der?!”, et totalt knust hjerte for en 16-årig hashrygende gut på gaden hans familie og stedbror med leukæmi, og en accept af hvor pisse fedt det var at kunne stå i den oplevelse. 

Jeg bad Gud om at give mig nogen svar i løbet af den her uge. Jeg fik en million nye spørgsmål. Jeg bad Gud om en ny oplevelse af evangalisation, og jeg følte Guds omsorg og kærlighed for en 16-årig gut på gaden. Jamen altså.. Og folk spørger mig om Gud har humor..

Og netop som jeg er begyndt at blive vant til at sove på gulvet, være omkring minimum 10-20 mennesker hele tiden, bade i en håndvask eller en brusekabine der ikke er meget større end mit skab derhjemme, er vi på vej hjem igen. Med ordene “Byg monumenter” blev vi sendt hjem – skriv ned hvad i har oplevet. Tag en masse billeder, del en masse billeder. Forbind med folk på facebook. Hold mindet om denne her tur klart i jeres hoveder.

Men hvor er jeg glad for at komme tilbage til en seng. Og et badeværelse jeg kan låse. Og vores eget køkken. Og at kunne lukke døren og rent faktisk være alene i et lokale. Og cirka en million andre ting.

Oh, og så skal det siges at vi fredag morgen vågnede til 10 centimeter sne. Så jeg føler jer derhjemme. Det burde simpelthen ikke være muligt at opleve det, i starten af foråret..

 

Jeg savner jer.
/Kevin

 

 

 

Advertisements

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s