Systemfejl og sorg

I dag på mit arbejde begyndte Helligånden at tale til mig. Midt i en kundesamtale om en systemfejl.

Jeg sidder i telefonisk kundekontakt hos Nordea. Jeg gider ikke gå i detaljer, for det ville tage en krig og en hel masse forklaring – du skal bare vide og forstå at hvis systemerne ikke spiller i forhold til dine investeringer, så er det i sidste ende mig du får fat i. Så i dag, ligesom alle andre dage, havde jeg en kunde igennem. Lad os kalde ham Bent (for det tror jeg faktisk han hed). Bent var ramt af en systemfejl der gjorde at hans fuldmagt ikke fungerede. Det var fuldmagten til hans afdøde mor på 98. Nærmest af refleks svarer jeg at jeg kondolerer. Og normalt bliver det til sådan en formalia ting, hvor kunden svarer “tak”, og så snakker vi ellers videre. Jeg har ofte de her kald igennem hvor vi er ved at rydde op i afdødes depoter og konti.  Men i dag var det anderledes. Han bliver stille et øjeblik og svarer..

”Hun ville være blevet 99 på mandag. Jeg troede hun ville krydse de hundrede. Men i lørdags sov hun ind. Det gik rigtig hurtigt lige pludseligt.. Det var der ikke nogen der havde forberedt mig på. I det mindste var det en rimelig smertefri proces.”

Kender i de der situationer hvor verden pludselig står stille – Som om hele verden holder vejret? Det var sådan én der ramte.

Jeg forklarer Bent at jeg havde en morfar som jeg holdte meget af som blev syg. Som var syg længe. Og det var ikke just smertefrit. Og jeg svarede ham, at jeg trods alt er glad for at høre at det så er blevet rimelig smertefrit for alle parter – ment på den bedst mulige måde. Han takkede, og samtalen slutter kort tid efter, tilbage i virkeligheden med systemfejl og aktier. Og verden begynder at trække vejret igen. Og i bedste stil som kun Gud kan tilrettelægge sådan noget, tror jeg ikke der var nogen der oplevede blikket i mine øjne eller tårene.

Det er en underlig følelse at beskrive, og jeg tror ikke helt jeg kan sætte ord på den. Det føles som om at min sjæl lovpriste og græd på én og samme tid. Det føltes som om at mit hjerte blev knust over Bent her. Som om at Helligånden der sørger.. Smittede min ånd. Og når du hører det, når du mærker det.. Så kan du kun tilslutte dig lovsangen med tårer i øjnene. Det lyder selvmodsigende at lovprise med tårer i øjnene indtil du har prøvet det.

At høre og mærke Guds ånd så tydeligt være knust over et andet menneskes tab, er en virkelig syr-realistisk følelse. Men den ærefrygt det efterlader, er til at blive høj af. Pludselig er ordene i Biblen om Gud der sørger med den sørgende.. Virkelige, på en helt anden måde.

Og i refleksionen senere på vej hjem i metroen (hvilket jeg har lært er et godt sted at lytte til Gud – lige dér, midt i larmen!), hører jeg Helligånden hviske..

”Den der.. Den tog du på reflekserne, Kevin. Tænk hvad du ville opleve hvis du begyndte at opsøge de øjeblikke i stedet for at tage dem der bare dumper ned i skødet på dig. ”

 

 

 

Skal vi lige lade den hænge et øjeblik?

Jeg ved ikke engang hvordan jeg skal bygge videre på den der. Jeg tror ikke jeg kunne ha’ sagt det bedre selv.

Tænk hvad vi ville opleve hvis vi opsøgte at mærke Guds hjerte for menneskerne omkring os. Tænk hvad vi kunne gøre med den længsel og passion Gud har for vores samfund. Tænk hvad folk ville sige om den kirke der opsøgte at være med til at græde med dem i deres sorg.

 

Vi priser og tjener en Gud der sørger med de sørgende.

Advertisements

1 Comment

Filed under Wanders

Skål!

Jeg har ikke opdateret min blog i et langt stykke tid. Jeg har haft utroligt travlt med at prøve at være et normalt menneske igen – det er hårdt. Men jeg kan godt lide det. Jeg er næsten blevet god til det.

Lige for tiden er jeg ret underholdt af Facebook’s ”On This Day” funktion. Den hiver ting og sager jeg har postet, deltaget i, billeder, etc., fra denne dag, fra sidste år, forrige år osv. Primært har jeg været underholdt af hvor fantastisk akavet jeg var tilbage i min gymnasietid da jeg begyndte at bruge facebook (som i dag er cirka 9 år siden?!?). Udover det, har jeg brugt en masse tid og energi på at løbe tingene jeg har skrevet, postet, og oplevet for cirka et år siden da jeg var på vej ud af de anti-depressive piller jeg tog for cirka et år siden.

En af mine venner fik her for nyligt den helt lange historie om det forløb. Jeg bryder mig egentlig ikke særlig meget om at snakke om det længere – det hele virker meget fjernt for mig. Det virker ikke som.. Mig. Men det er nu engang en del af min historie, og forklarer nok meget godt hvorfor jeg er hvor jeg er i dag. Ikke helt det ene eller det andet sted. Ikke helt normal – på godt og ondt.
Han sluttede af med en sætning som jeg bed mærke i, og reagerede på..

”Hvor har jeg ondt af dig, Kevin.”

Og den ramte bare noget. Den ramte bare noget helt forkert.

Og jeg svarede ham;

”Det behøver du ikke ha’. Jeg synes hellere du skal være med til at fejre at jeg har det bedre.”

Jeg kunne bruge et helt liv på at lege offer. På at trække ”jeg har også haft en depression”’s kortet. Og der er masser af ofre derude der gør det*. Så ville jeg aldrig komme videre. Jeg vil hellere kigge på nuet. På faktummet at i dag har jeg det godt – bedre end nogensinde før, tror jeg godt jeg kan sige. Og det.. Det fortjener at blive fejret. Hvis du vil være med til det, så stik mig en high five næste gang du ser mig. Fortæl mig om din sejr. Fortæl mig hvad der er værd at fejre i dit liv. Lad os bruge et øjeblik på at se tilbage på alt det vi har overvundet. Knap champagnen op, og nyd de lysglimt der er i vores hårde og kolde verden.

Glem alt om janteloven et øjeblik. Luk lige alt lortet der ellers måtte være i dit liv – bare lige et splitsekund. Nyd bare lige et øjeblik som sejrsherre.

Skål. Det er fedt at være her.

1 Comment

Filed under Uncategorized

Maskebal

Noget slog klik for mig her til aften – Jeg tror jeg indså hvorfor jeg i sin tid blev så deprimeret at jeg var ved at slå mig selv ihjel. Jeg havde glemt hvem jeg gerne ville være.

Jeg har ikke været særlig gammel da jeg fandt ud af at jeg nok ikke var helt ligesom de andre. Jeg startede mit voksenliv den dag jeg blev skiftet til en anden klasse. Ikke fordi at der var så meget i mit liv der var anderledes der, men der forsvandt noget i den proces. Der forsvandt det sted jeg hørte til. Og jeg tror jeg har manglet det lige siden.

Jeg er pisse god til at snakke med folk. Jeg kan godt lide at snakke med folk, og er glad for at være social. Men langt hen af vejen, har det at være social været et værktøj. Problemet opstår når man kigger på HVORFOR jeg er glad for at snakke med mennesker – det er så jeg ved hvilken maske jeg skal tage på når du kigger. Hvilken maske jeg skal have på for at passe ind. Hvilken maske jeg skal have på for at høre til.

Jeg blev rigtig god til at tage den rigtige maske på. Evnen til være social er i virkeligheden nok mere gaven til at høre, se, observere, opsnuse hvilken personlighed jeg skal tage på når det specifikke publikum er der. Er jeg Kevin der er vokset op i en kirke, den fine dreng, drengen der med charmesmilet kan få enhver svigerforældre til at smelte? Eller er jeg Kevin der er vokset op i Albertslund, der har brugt det meste af sine teenage år på at lyve om alt og alle, der bevidst har taget alle de forkerte beslutninger, der bander som en sømand, som der dybest set ikke rigtig stoler på nogen?

Et eller andet sted under den maskerade jeg havde gang i, glemte jeg nok lidt hvem jeg egentlig var når jeg ikke havde travlt med at passe ind. Jeg havde så travlt med at spore mig ind på hvor alle andre var på vej hen, at jeg glemte hvilken kurs jeg selv havde. Hvad jeg lavede når de andre ikke kiggede. Hvem jeg var når jeg ikke behøvede at passe ind. Hvem jeg var når jeg en sjælden gang imellem fandt nogen der dybest set lignede mig, når jeg ikke gemte mig bare en eller anden maske. Jeg glemte hvem jeg var. Hvor jeg gerne ville hen. Hvor jeg gerne ville ende henne.

Rigtig mange ting før sidste sommer, kan jeg ikke længere huske. Da jeg blev depressiv gik jeg ind i en underlig dvale-tilstand hvor jeg ikke helt var vågen eller sovende, og det har gjort der er rigtig mange ting der føles som tusind år siden. Men jeg kan stadigvæk huske tydeligt den dag på DTU hvor det hele kollapsede for mig. Jeg var så sikker på at jeg var lige præcis der hvor jeg skulle være. Jeg var så sikker på at jeg havde styr på det hele i mit liv – job, studie, kærlighed, venner, det hele. Men så indså jeg vel, at inde under forsvaret – inde under masken der virkede så perfekt – var Kevin, den rigtige Kevin, ikke glad. Den rigtige Kevin var slet ikke hvor han skulle være. Jeg indså vel, at jeg havde travlt med at være der hvor folk mente jeg skulle være. Jeg havde sat mig selv på den hylde de andre synes jeg skulle sidde på.

I stedet for at stoppe op, og se det som en fantastisk mulighed.. Så stoppede jeg op, og sagde ”Jeg har haft så travlt med at passe ind alle steder, at jeg ikke passer ind nogen steder nu – og jeg kommer aldrig til det. Jeg er faret vild. Og jeg kommer aldrig hjem igen. Jeg bliver aldrig glad. Jeg finder aldrig min plads.” Og så faldt det hele stille og roligt fra hinanden. For det betød ikke rigtig noget for mig længere. En efter en. Til sidst havde jeg ikke flere steder at gemme mig. Og så kunne jeg ikke mere.

Bekymringen – frygten om ikke at finde min plads i verden sidder stadigvæk i mig. Hvis nu jeg aldrig finder ud af hvilken retning jeg skal gå, bliver jeg så depressiv igen? Kan jeg finde ud af at tage vare på mig selv denne gang? Prøver jeg så at slå mig selv ihjel igen? Hvem ved. Men helt ærligt? Jeg tror ikke jeg når dertil nogensinde igen. Jeg tror at jeg på et eller andet tidspunkt stopper op, og indser at jeg er hjemme. En eller anden fantastisk dag i fremtiden stopper jeg op, ser mig omkring.. Og konstaterer at jeg endelig har fundet ud der hvor jeg skal være. En eller anden dag, indser jeg at jeg passer ind, lige der hvor jeg er. På min egen plads, som Signe i sin tid spåede på en sommerlejr.

Jeg ville ønske jeg var der nu. Men jeg er også vildt spændt på turen derhen. Jeg tror det bliver en længere tur. Men det er okay. For i dag ved jeg hvad jeg skal lede efter.

Et sted uden masker.

Leave a comment

Filed under Uncategorized

På den anden side

Jeg har længe tænkt at jeg burde få tømt hovedet omkring min situation, nu hvor jeg ikke længere er deprimeret. Jeg synes en post-reflektions-ting er på sin plads. Mest fordi i alle sammen spørger mig hvordan jeg

har det, og det er ret svært at sætte ord på.

Jeg blev officielt erklæret ikke-længere-deprimeret af Rigshospitalet i starten af maj. Det er alligevel noget tid siden – og i det store billede et øjeblik siden. Jeg synes dog der er sket en hel masse siden – Jeg tager det lidt i bider..

Det korte svar på “hvordan har du det så nu?” er, at jeg pludselig kan mærke mig selv igen. En af de ting de antidepressiv piller jeg fik gjorde, var at det gjorde det hele blev.. Gråt. Der var ikke noget der var super forfærdeligt, der var ikke noget der var super godt, det hele blev meget.. Midt i det hele. Neutralt. Gråt, på en eller anden måde. Baseline. Og nu hvor jeg ikke længere er synderligt påvirket af de her piller, og er trappet mere eller mindre helt ud af dem nu, er det virkelig overvældende at kunne mærke sine følelser igen. Tingene ER virkelig noget lort når det er noget lort – Men tingene ER virkelig fantastiske når de er det nu. Den der følelse af succes? Hold nu kæft. Er du klar over hvor meget jeg har savnet den følelse? Den der følelse af at være uovervindelig, at være usårlig, at være på toppen? Den har jeg ikke følt i ET ÅR. Det er vanedannende!

Jeg har fået væsentligt mere mod på verden. Også i forhold til før jeg gik helt ned med flaget. Jeg har vitterligt stået i situationen hvor jeg mente at verden ville være et bedre sted uden mig, og at jeg ikke gad være her mere. Det sætter suset af at være i live nu lidt i perspektiv. Jeg ville gerne bare dø, kontra lysten til at lave noget nu. Det at stå overfor noget der før havde virket overvældende, skræmmende, etc. er blevet erstattet med en nyfunden energi, lyst, og drive – næsten lidt drengerøvet hovmod? Og så alligevel ikke, for i bund og grund er det mere bare lysten til at have lyst til at leve livet til fulde. At mærke adrenalinen pumpe i dag er ren eufori. Det har været tiltrængt efter så lang tid hvor jeg ikke har haft mod, energi, eller drive til noget som helst.

Samtidig kan jeg mærke at på de helt store ting i livet, er jeg tøvende. Måske bare lidt forsigtig? Næsten bange, faktisk. Mange af de helt store spørgsmål i livet jeg boksede med inden jeg for alvor fik det dårligt, kommer jo op til overfladen igen. Hvad gør jeg med studiet, hvordan gør jeg med arbejde, min lejlighed, mine penge – mit liv? Hvem vil jeg bruge tid sammen med? Den slags spørgsmål virker skræmmende i dag. Jeg tror at det skyldes at jeg har set mig selv stå på afgrundens rand og kigge ned. Og de spørgsmål har uden tvivl været en drivende faktor til at jeg endte der. Så de virker.. Underligt ubehagelige i dag. Ikke at jeg ikke vil have noget med dem at gøre – overhovedet ikke. Jeg kan bare mærke ubehagen i at overveje dem, nu hvor jeg kan tage stilling til sådanne ting i livet igen. Det at jeg kan stille mig selv spøgrsmålet om hvad jeg gør med mit studie er skræmmende, fordi det pres mit studie i sin tid gav, var med til at få tingene til at vælte. Det at jeg faktisk kunne, i teorien, gå hen og blive forelsket i nogen virker ubehageligt, for jeg ved ikke om jeg til fulde kan tage vare for mig selv endnu. Jeg har ikke gjort det dårligt indtil videre, jeg er bare stadig ikke langt nok i processen. Det føles som om at jeg på den følelsesmæssige front er længere fremme end resten af kroppen er. Klart, jeg vil gerne føle livet igen – jeg skal bare også have energi til at tackle livet. Og det kommer, tror jeg.

Vigtigst af alt, tror jeg, kan jeg mærke at den frustration jeg mærkede så tydeligt tidligere overfor alt der ikke gik som jeg gerne vil have det, er virkelig skåret ned. Jeg tror aldrig jeg slipper af med mit temperament, men det er rart at mærke at jeg underbevidst er blevet mere forsigtig overfor det. Jeg kan mærke alt i mig være med til at trække mig tilbage til afslappet, fordi min krop nærmest frastøder følelsen af at være irriteret, sur, vred, etc.

Jeg tror at de her følelser er vigtige. Der skal være plads til at blive vred. Sur. Frustreret. Men det er hvad vi gør med det, der er vigtigt. Jeg har tidligere valgt at tage mine konfrontationer lige på – den trang er en brøkdel af hvad den var engang. Jeg kan mærke lysten til at diskutere er formindsket. Jeg er næsten ikke længere den møg irriterende provokatør jeg var engang – for på mange måder var den provokatør det der fik mit blod i kog. Og min vrede spillede en alt for central rolle i min depression.

Derudover er jeg for første gang i, igen, cirka et år for alvor nået til et punkt hvor jeg har følt mig tiltrukket af nogen – klart, bodegaets halv-mørke borde og hendes blå dybe øjne hjalp nok en del, men alligevel. Det er virkelig underligt at leve i en verden hvor der ikke er noget der er tiltalende – og her taler jeg ikke bare om den romantiske del af verdenen. Mad er begyndt at sige mig noget igen. Jeg har pludselig en mening om tingene igen. Jeg oplever at nyde folks selskab på ny – ikke at jeg ikke har gjort det i den her tid, men det er meget mere.. rammende nu. Før skulle jeg virkelig lægge kræfter i at slappe af i selskab med nogen af de mennesker jeg holder allermest af. Det var utrolig hårdt at være sammen med de mennesker der stod mig tættest – for slet ikke at tale om alle de andre derude.

Til alle jer der har holdt mit selskab ud i det sidste år – undskyld. Du er meget bedre end hvad jeg har givet udtryk for, og du er fantastisk. Du er en af grundene til at jeg står i dag. Tak. Jeg er rørt til tårer for første gang i hvad der føles som en evighed over hvor vildt awesome i er. Tak. Klap dig selv på skulderen og giv dig selv et kram for mig.

Og når det så er sagt..

Skulle vi aldrig på et eventyr? Jeg har endelig endelig liv i kroppen til dem igen.

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Velkommen hjem

Er du en af de få ikke-kristne der får smidt mine posts i hovedet? Hej, I så fald! Jeg skriver lige noget specifikt til de kristne, så du har et valg nu: Du kan vælge at læse om Kevins hjerte der bløder for mennesker der i bund og grund lider, eller du kan sidde den her opdatering over. Du må selv vælge, og der er ingen skam.

En tyve-sekunders trailer for Copenhell ruller ind over min skærm. Metal fans der løber ind gennem de ny-åbnede porte til festivalsområdet, en heavy gruppe på en scene der spiller. Et stort zoom-ud af området, der bare slutter med teksten ”Velkommen hjem. Copenhell”, og datoerne for festivallen i 2017. Jeg synes det var en fantastisk fed reklame. Og samtidig endte den med at være en af de mest provokerende reklamer jeg nogensinde har set.

Copenhell er en metal festival der spiller noget det af tungeste, mest dystre, og mest sataniske musik du kan finde på planeten. Jeg synes det var et af de fedeste steder jeg nogensinde har været på. For overalt hvor jeg var, mødte jeg glade festivals-mennesker (Okay, og jeg elsker tung musik!). Copenhell havde den fedeste stemning. Overalt hvor jeg var, var der folk der snakkede med en passion der ikke kan sammenlignes – om deres favorit bands, om guitar riffs og om den sidste koncert de var til. Og jo mere jeg snakkede med menneskerne på pladsen, jo mere så jeg noget som jeg mangler mere af i min hverdag – de anså sig selv som familie.

For ”Velkommen hjem” ramte faktisk ret godt stemningen og attittuden på Copenhell. Det var her, på festivalpladsen, at de her mennesker følte sig hjemme. Det var her de tog det tøj på de synes var fedt, og hvor der ikke blev kigget på dem når de havde kæmpestore nitter, vanvittig makeup, og kulsort tøj på. Det var her der var nogen der forstod deres passion. Det var her hvor de var ‘de normale’ for en gangs skyld. Og det provokerede min ånd. Helt vildt. Jeg er lige nødt til at tage en lidt forklarende omvej for helt at ramme hvorfor.

Jeg betegner min kirke som familie. Jeg kan med ro i stemmen, at de mennesker jeg er vokset op med i City Kirken er udvidet familie for mig. Men tænk, hvis hele verdenen på den anden side af vores fællesskab så på vores kirke, og så en familie på samme måde som jeg gjorde. Tænk hvad det ville gøre ved vores omdømme som kristne (I helhed, City Kirkens omdømme er vidst ikke så slemt). Tænk hvad det ville gøre ved vores nær-områder hvis vi blev kendt som et sted hvor man føler sig velkommen og bliver budt velkommen som familie. Tænk hvis vi kunne vise verden en stemning der bare har halvt så meget kærlighed som Copenhell har.

For da jeg stod derude på Refshaleøen med død buldrende ud af højtalerne, kunne jeg ikke undgå at høre Helligånden hviske mig i øret.. Om mennesker der manglede Jesus (hvilket er ret godt gået med ørepropper i, synes du ikke?). Om mennesker der mangler kirken der omfavner dem som dem de er. Som ikke ryster på hovedet og tager afstand fra dem, som resten af verden har en tendens til. Om mennesker de mangler en familie! For de mennesker fandt deres familie der, fordi de ikke har fundet den andre steder. Men finder de ro? Nix.

Du kan høre det i teksterne der bliver sunget. Om afstanden fra det materielle. Om opgivelsen på ‘den virkelige verden’. Om hadet til verdenen der har givet slip på dem, eller bare taget afstand fra dem. Om det fællesskab som de andre er med i, som de ikke ønsker at være en del af. Om hvordan de har givet alt hvad de har i sig, men det ikke er nok for verden. Det lyder bekendt, ikke?

Og de finder, desværre, svaret på deres spørgsmål dér, på en heavy-festival, og ikke i vores kirker. Selvom så mange af dem selv godt kan se at sprut, stoffer, sex, og alt muligt andet snavs ikke kan fylde de huller ud de har i deres liv, deres sjæl. Det er de huller, hvor jeg som kristen har lyst til at fortælle dem om Jesus som kan udfylde de huller for dem med noget som virker!

Jeg vil gerne have Jesus med derud. Men jeg ved ikke hvordan det kommer til at se ud endnu. Jeg tror simpelthen ikke at flyers og bannere med ”Jesus elsker dig” vil gøre noget for de her metal fans. Jeg er åben for forslag – smid en kommentar hvis du har gode inputs og erfaringer!

 

Jeg har lyst til at slutte med en kommentar om at jeg synes vi skal være med til at bede for Copenhell folkene og deltagerne der. Men jeg synes mindst lige så meget at vi kunne bede for at vi som kirke kunne blive bedre til at være relevante for metalhovederne også, og jeg synes det er så tragikomisk.
Så vær med til at bede om at vi som familie kan blive bedre til at vise dem kærlighed. Om at vi kan blive bedre til at nå en verden som hungrer så meget efter noget af det vi har – Jesus. Om at vores fællesskaber må være fyldt med kærlighed – til hinanden, til verdenen og menneskerne i den. Vær med til at bede for de metalheads der hungerer efter mere end det materielle. Som mangler så meget af det, vi som kristne har i overflod.

copenhell[1]

 

1 Comment

Filed under Wanders

Today was the absolute worst day ever

Today was the absolute worst day ever

And dont try to convince me that

There’s something good in every day

Because, when you take a closer look,

This world is a pretty evil place.

Even if

Some goodness does shine through once in a while

Satisfaction and happiness don’t last.

And it’s not true that

It’s all in the mind and heart

Because

True happiness can be obtained

Only if one’s surroundings are good

It’s not true that good exists

I’m sure you can agree that

The reality

Creates

My attitude

It’s all beyond my control

And you’ll never in a million years hear me say that

Today was a good day

 

Now read it from the bottom up. 

Leave a comment

Filed under Wanders

Det er ikke godt nok (endnu)

Det er ikke godt nok.

Jeg hader den sætning. Den har plaget og hjemsøgt mig, stort set lige så længe jeg kan huske. Jeg har ikke været særlig gammel, før følelsen af at være utilstrækkelig gjorde sin entré i mit liv. Frustrationen der blusser op. Følelsen af en forhindring der håner dig. Det er lige før man kan se det skadefro grin for sig.

Jeg hadede det. Total afsky. Det absolut værste jeg kan huske tilbage på fra mine teenage år, var den følelse. Utilstrækkelighed. Til at starte med, brugte jeg den. Den frustration, den vrede. Tog al den energi jeg havde I de følelser, og brugte dem til at skubbe mig frem. Til at overkomme mine udfordringer og forhindringer. Ideen er sådan set god nok, men det er en farlig og forskruet måde at gøre det på. For når du sætter vrede i centrum, så vokser det. Og stille og roligt, uden jeg egentlig lagde mærke til det, trængte frustrationerne sig ind alle vegne. Vrede blev en hverdags-ting. Had slog rødder overalt, og spredte sig dybere og dybere i mit liv. Og jo mere jeg baskede med armene som en gal kylling og skabte mig, jo flere situationer af lignende slags kom der.

Jeg kan huske hvor meget mit ego fyldte. Jeg prøvede jo at overvinde hele verden, uden held. Og når man fejler med den indstilling, er der sjovt nok helst ikke nogen der skal pege på ens fejltagelser. Ikke at der nødvendigvis var nogen der gjorde det – men det havde jeg slet ikke tid til at overveje. Jeg havde jo fejlet, ikke?
Min første tanke når jeg tænker tilbage på det, er nok bare skam. Jeg skammede mig over ikke at være god nok. Jeg slog mig selv I hovedet med det, i håb om at det skulle blive drivkraft. I bakspejlet trykkede det mig nok bare ned – ikke frem. Men jeg kan også huske den dag jeg for alvor besluttede mig for at det skulle være anderledes. Det har selvfølgelig været en lang proces der har taget masser af arbejde, men jeg husker tydeligt dagen jeg trak en linje i sandet. Den dag jeg holdt op med at grave min egen grav.

Det var en varm sommerdag på Lindenborg. Baptisternes sommerlejr, 2014. Jeg hjælper til med at få grillmaden der var lavet til os frem til bordene. En kvindelig medleder kigger på mig og spørger hvor min bror, Allan, er henne. Jeg svarer henkastet og med et påklistret smil at han nok er ude og være social et eller andet sted, som han nu engang plejer at være. Var man rigtig skarp, kunne man nok godt høre spydigheden i min stemme.  For jeg sydede af vrede da jeg sagde det. Folk så mig, og tænkte på min bror. Det mindede mig om alle de ting Allan gjorde (og gør) bedre end mig. Igen – følelsen af utilstrækkelighed. Alt det jeg ikke var, og ikke kunne. Og det her var ingen undtagelse. Så spytter hun en sætning ud jeg aldrig glemmer.

“Det må være hårdt at leve I hans skygge.” sagde hun, ud af det blå, og kiggede ud over campingpladsen. Hun så ud som om hun nærmest havde været lige ved at lade være. Jeg kiggede på hende, og var ved at tabe kæben. Var hun inde i mit hoved lige nu?  “Men bare rolig. Jeg er sikker på du nok skal træde ud af hans skygge. Du skal bare finde din plads. Der hvor du er, og hvor du hører til. Og den er jeg sikker på du nok skal finde. Bare rolig.” og så gav hun mig det varmeste smil jeg har set længe. Jeg havde ingen ord. Jeg tænkte ikke noget. Jeg satte stille varme-kasserne jeg stod med fra mig, og gik tilbage til vores campingvogn og græd. Som et lille barn. Græd, fordi af en eller anden grund satte hun tingene i det perspektiv jeg havde manglet så længe. Formentlig hele mit liv.

I virkeligheden havde jeg nok bare prøvet at være bedre end Allan – til at være Allan. Og hvis du bruger en masse energi på at prøve at overgå Allan I hans eget spil, så taber man. Så det holdt jeg op med. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være mig. Og være tilfreds med det jeg kan, og det jeg er. At når jeg har givet den hele armen, og jeg når krydser målstregen, så vil jeg klappe mig selv på skulderen og være tilfreds med det, uanset hvilken tilstand jeg var i.  Hvis jeg kunne sige at jeg havde givet den alt hvad jeg havde, så ville jeg være tilfreds med det resultat jeg fik.

Alting ændrede sig. Jeg havde mere energi, for jeg holdt op med at bruge en forfærdelig masse energi på at bekymre mig om alle de andres resultater. Er du klar over hvor meget energi det tager at have gang I sit eget show, samtidig med at man holder øje med alle andres?
Jeg kunne pludselig håndtere at få kritik. Og når jeg fik det, vendte jeg det, og brugte det til at gøre tingene anderledes, og forhåbentlig bedre.
Jeg lærte også hvad det ville sige, at være glad på andres vegne. At være stolt af min bror, når han gjorde de ting som han er skide god til, og jeg ikke er.
Jeg lærte at se op til folk på en anden måde. For det handlede ikke længere om at skule på de andre og være irriteret over at jeg ikke var lige så god – nu handlede det om at tage ved lære. Hvad gør de anderledes end jeg? Kan jeg lære noget af dem? Ville det de gør fungere for mig?

Det er ikke nemt at hvile I sig selv. Jeg er ikke blevet mester til det, og jeg tror heller ikke jeg nogensinde bliver det. Men det er også okay. For så længe jeg gør hvad jeg kan, og så længe jeg kan sige at jeg stadigvæk lærer noget, så er jeg egentlig godt tilfreds. Det er ikke godt nok – men det bliver det.

4 Comments

Filed under Wanders