Maskebal

Noget slog klik for mig her til aften – Jeg tror jeg indså hvorfor jeg i sin tid blev så deprimeret at jeg var ved at slå mig selv ihjel. Jeg havde glemt hvem jeg gerne ville være.

Jeg har ikke været særlig gammel da jeg fandt ud af at jeg nok ikke var helt ligesom de andre. Jeg startede mit voksenliv den dag jeg blev skiftet til en anden klasse. Ikke fordi at der var så meget i mit liv der var anderledes der, men der forsvandt noget i den proces. Der forsvandt det sted jeg hørte til. Og jeg tror jeg har manglet det lige siden.

Jeg er pisse god til at snakke med folk. Jeg kan godt lide at snakke med folk, og er glad for at være social. Men langt hen af vejen, har det at være social været et værktøj. Problemet opstår når man kigger på HVORFOR jeg er glad for at snakke med mennesker – det er så jeg ved hvilken maske jeg skal tage på når du kigger. Hvilken maske jeg skal have på for at passe ind. Hvilken maske jeg skal have på for at høre til.

Jeg blev rigtig god til at tage den rigtige maske på. Evnen til være social er i virkeligheden nok mere gaven til at høre, se, observere, opsnuse hvilken personlighed jeg skal tage på når det specifikke publikum er der. Er jeg Kevin der er vokset op i en kirke, den fine dreng, drengen der med charmesmilet kan få enhver svigerforældre til at smelte? Eller er jeg Kevin der er vokset op i Albertslund, der har brugt det meste af sine teenage år på at lyve om alt og alle, der bevidst har taget alle de forkerte beslutninger, der bander som en sømand, som der dybest set ikke rigtig stoler på nogen?

Et eller andet sted under den maskerade jeg havde gang i, glemte jeg nok lidt hvem jeg egentlig var når jeg ikke havde travlt med at passe ind. Jeg havde så travlt med at spore mig ind på hvor alle andre var på vej hen, at jeg glemte hvilken kurs jeg selv havde. Hvad jeg lavede når de andre ikke kiggede. Hvem jeg var når jeg ikke behøvede at passe ind. Hvem jeg var når jeg en sjælden gang imellem fandt nogen der dybest set lignede mig, når jeg ikke gemte mig bare en eller anden maske. Jeg glemte hvem jeg var. Hvor jeg gerne ville hen. Hvor jeg gerne ville ende henne.

Rigtig mange ting før sidste sommer, kan jeg ikke længere huske. Da jeg blev depressiv gik jeg ind i en underlig dvale-tilstand hvor jeg ikke helt var vågen eller sovende, og det har gjort der er rigtig mange ting der føles som tusind år siden. Men jeg kan stadigvæk huske tydeligt den dag på DTU hvor det hele kollapsede for mig. Jeg var så sikker på at jeg var lige præcis der hvor jeg skulle være. Jeg var så sikker på at jeg havde styr på det hele i mit liv – job, studie, kærlighed, venner, det hele. Men så indså jeg vel, at inde under forsvaret – inde under masken der virkede så perfekt – var Kevin, den rigtige Kevin, ikke glad. Den rigtige Kevin var slet ikke hvor han skulle være. Jeg indså vel, at jeg havde travlt med at være der hvor folk mente jeg skulle være. Jeg havde sat mig selv på den hylde de andre synes jeg skulle sidde på.

I stedet for at stoppe op, og se det som en fantastisk mulighed.. Så stoppede jeg op, og sagde ”Jeg har haft så travlt med at passe ind alle steder, at jeg ikke passer ind nogen steder nu – og jeg kommer aldrig til det. Jeg er faret vild. Og jeg kommer aldrig hjem igen. Jeg bliver aldrig glad. Jeg finder aldrig min plads.” Og så faldt det hele stille og roligt fra hinanden. For det betød ikke rigtig noget for mig længere. En efter en. Til sidst havde jeg ikke flere steder at gemme mig. Og så kunne jeg ikke mere.

Bekymringen – frygten om ikke at finde min plads i verden sidder stadigvæk i mig. Hvis nu jeg aldrig finder ud af hvilken retning jeg skal gå, bliver jeg så depressiv igen? Kan jeg finde ud af at tage vare på mig selv denne gang? Prøver jeg så at slå mig selv ihjel igen? Hvem ved. Men helt ærligt? Jeg tror ikke jeg når dertil nogensinde igen. Jeg tror at jeg på et eller andet tidspunkt stopper op, og indser at jeg er hjemme. En eller anden fantastisk dag i fremtiden stopper jeg op, ser mig omkring.. Og konstaterer at jeg endelig har fundet ud der hvor jeg skal være. En eller anden dag, indser jeg at jeg passer ind, lige der hvor jeg er. På min egen plads, som Signe i sin tid spåede på en sommerlejr.

Jeg ville ønske jeg var der nu. Men jeg er også vildt spændt på turen derhen. Jeg tror det bliver en længere tur. Men det er okay. For i dag ved jeg hvad jeg skal lede efter.

Et sted uden masker.

Advertisements

Leave a comment

Filed under Uncategorized

På den anden side

Jeg har længe tænkt at jeg burde få tømt hovedet omkring min situation, nu hvor jeg ikke længere er deprimeret. Jeg synes en post-reflektions-ting er på sin plads. Mest fordi i alle sammen spørger mig hvordan jeg

har det, og det er ret svært at sætte ord på.

Jeg blev officielt erklæret ikke-længere-deprimeret af Rigshospitalet i starten af maj. Det er alligevel noget tid siden – og i det store billede et øjeblik siden. Jeg synes dog der er sket en hel masse siden – Jeg tager det lidt i bider..

Det korte svar på “hvordan har du det så nu?” er, at jeg pludselig kan mærke mig selv igen. En af de ting de antidepressiv piller jeg fik gjorde, var at det gjorde det hele blev.. Gråt. Der var ikke noget der var super forfærdeligt, der var ikke noget der var super godt, det hele blev meget.. Midt i det hele. Neutralt. Gråt, på en eller anden måde. Baseline. Og nu hvor jeg ikke længere er synderligt påvirket af de her piller, og er trappet mere eller mindre helt ud af dem nu, er det virkelig overvældende at kunne mærke sine følelser igen. Tingene ER virkelig noget lort når det er noget lort – Men tingene ER virkelig fantastiske når de er det nu. Den der følelse af succes? Hold nu kæft. Er du klar over hvor meget jeg har savnet den følelse? Den der følelse af at være uovervindelig, at være usårlig, at være på toppen? Den har jeg ikke følt i ET ÅR. Det er vanedannende!

Jeg har fået væsentligt mere mod på verden. Også i forhold til før jeg gik helt ned med flaget. Jeg har vitterligt stået i situationen hvor jeg mente at verden ville være et bedre sted uden mig, og at jeg ikke gad være her mere. Det sætter suset af at være i live nu lidt i perspektiv. Jeg ville gerne bare dø, kontra lysten til at lave noget nu. Det at stå overfor noget der før havde virket overvældende, skræmmende, etc. er blevet erstattet med en nyfunden energi, lyst, og drive – næsten lidt drengerøvet hovmod? Og så alligevel ikke, for i bund og grund er det mere bare lysten til at have lyst til at leve livet til fulde. At mærke adrenalinen pumpe i dag er ren eufori. Det har været tiltrængt efter så lang tid hvor jeg ikke har haft mod, energi, eller drive til noget som helst.

Samtidig kan jeg mærke at på de helt store ting i livet, er jeg tøvende. Måske bare lidt forsigtig? Næsten bange, faktisk. Mange af de helt store spørgsmål i livet jeg boksede med inden jeg for alvor fik det dårligt, kommer jo op til overfladen igen. Hvad gør jeg med studiet, hvordan gør jeg med arbejde, min lejlighed, mine penge – mit liv? Hvem vil jeg bruge tid sammen med? Den slags spørgsmål virker skræmmende i dag. Jeg tror at det skyldes at jeg har set mig selv stå på afgrundens rand og kigge ned. Og de spørgsmål har uden tvivl været en drivende faktor til at jeg endte der. Så de virker.. Underligt ubehagelige i dag. Ikke at jeg ikke vil have noget med dem at gøre – overhovedet ikke. Jeg kan bare mærke ubehagen i at overveje dem, nu hvor jeg kan tage stilling til sådanne ting i livet igen. Det at jeg kan stille mig selv spøgrsmålet om hvad jeg gør med mit studie er skræmmende, fordi det pres mit studie i sin tid gav, var med til at få tingene til at vælte. Det at jeg faktisk kunne, i teorien, gå hen og blive forelsket i nogen virker ubehageligt, for jeg ved ikke om jeg til fulde kan tage vare for mig selv endnu. Jeg har ikke gjort det dårligt indtil videre, jeg er bare stadig ikke langt nok i processen. Det føles som om at jeg på den følelsesmæssige front er længere fremme end resten af kroppen er. Klart, jeg vil gerne føle livet igen – jeg skal bare også have energi til at tackle livet. Og det kommer, tror jeg.

Vigtigst af alt, tror jeg, kan jeg mærke at den frustration jeg mærkede så tydeligt tidligere overfor alt der ikke gik som jeg gerne vil have det, er virkelig skåret ned. Jeg tror aldrig jeg slipper af med mit temperament, men det er rart at mærke at jeg underbevidst er blevet mere forsigtig overfor det. Jeg kan mærke alt i mig være med til at trække mig tilbage til afslappet, fordi min krop nærmest frastøder følelsen af at være irriteret, sur, vred, etc.

Jeg tror at de her følelser er vigtige. Der skal være plads til at blive vred. Sur. Frustreret. Men det er hvad vi gør med det, der er vigtigt. Jeg har tidligere valgt at tage mine konfrontationer lige på – den trang er en brøkdel af hvad den var engang. Jeg kan mærke lysten til at diskutere er formindsket. Jeg er næsten ikke længere den møg irriterende provokatør jeg var engang – for på mange måder var den provokatør det der fik mit blod i kog. Og min vrede spillede en alt for central rolle i min depression.

Derudover er jeg for første gang i, igen, cirka et år for alvor nået til et punkt hvor jeg har følt mig tiltrukket af nogen – klart, bodegaets halv-mørke borde og hendes blå dybe øjne hjalp nok en del, men alligevel. Det er virkelig underligt at leve i en verden hvor der ikke er noget der er tiltalende – og her taler jeg ikke bare om den romantiske del af verdenen. Mad er begyndt at sige mig noget igen. Jeg har pludselig en mening om tingene igen. Jeg oplever at nyde folks selskab på ny – ikke at jeg ikke har gjort det i den her tid, men det er meget mere.. rammende nu. Før skulle jeg virkelig lægge kræfter i at slappe af i selskab med nogen af de mennesker jeg holder allermest af. Det var utrolig hårdt at være sammen med de mennesker der stod mig tættest – for slet ikke at tale om alle de andre derude.

Til alle jer der har holdt mit selskab ud i det sidste år – undskyld. Du er meget bedre end hvad jeg har givet udtryk for, og du er fantastisk. Du er en af grundene til at jeg står i dag. Tak. Jeg er rørt til tårer for første gang i hvad der føles som en evighed over hvor vildt awesome i er. Tak. Klap dig selv på skulderen og giv dig selv et kram for mig.

Og når det så er sagt..

Skulle vi aldrig på et eventyr? Jeg har endelig endelig liv i kroppen til dem igen.

Leave a comment

Filed under Uncategorized

Velkommen hjem

Er du en af de få ikke-kristne der får smidt mine posts i hovedet? Hej, I så fald! Jeg skriver lige noget specifikt til de kristne, så du har et valg nu: Du kan vælge at læse om Kevins hjerte der bløder for mennesker der i bund og grund lider, eller du kan sidde den her opdatering over. Du må selv vælge, og der er ingen skam.

En tyve-sekunders trailer for Copenhell ruller ind over min skærm. Metal fans der løber ind gennem de ny-åbnede porte til festivalsområdet, en heavy gruppe på en scene der spiller. Et stort zoom-ud af området, der bare slutter med teksten ”Velkommen hjem. Copenhell”, og datoerne for festivallen i 2017. Jeg synes det var en fantastisk fed reklame. Og samtidig endte den med at være en af de mest provokerende reklamer jeg nogensinde har set.

Copenhell er en metal festival der spiller noget det af tungeste, mest dystre, og mest sataniske musik du kan finde på planeten. Jeg synes det var et af de fedeste steder jeg nogensinde har været på. For overalt hvor jeg var, mødte jeg glade festivals-mennesker (Okay, og jeg elsker tung musik!). Copenhell havde den fedeste stemning. Overalt hvor jeg var, var der folk der snakkede med en passion der ikke kan sammenlignes – om deres favorit bands, om guitar riffs og om den sidste koncert de var til. Og jo mere jeg snakkede med menneskerne på pladsen, jo mere så jeg noget som jeg mangler mere af i min hverdag – de anså sig selv som familie.

For ”Velkommen hjem” ramte faktisk ret godt stemningen og attittuden på Copenhell. Det var her, på festivalpladsen, at de her mennesker følte sig hjemme. Det var her de tog det tøj på de synes var fedt, og hvor der ikke blev kigget på dem når de havde kæmpestore nitter, vanvittig makeup, og kulsort tøj på. Det var her der var nogen der forstod deres passion. Det var her hvor de var ‘de normale’ for en gangs skyld. Og det provokerede min ånd. Helt vildt. Jeg er lige nødt til at tage en lidt forklarende omvej for helt at ramme hvorfor.

Jeg betegner min kirke som familie. Jeg kan med ro i stemmen, at de mennesker jeg er vokset op med i City Kirken er udvidet familie for mig. Men tænk, hvis hele verdenen på den anden side af vores fællesskab så på vores kirke, og så en familie på samme måde som jeg gjorde. Tænk hvad det ville gøre ved vores omdømme som kristne (I helhed, City Kirkens omdømme er vidst ikke så slemt). Tænk hvad det ville gøre ved vores nær-områder hvis vi blev kendt som et sted hvor man føler sig velkommen og bliver budt velkommen som familie. Tænk hvis vi kunne vise verden en stemning der bare har halvt så meget kærlighed som Copenhell har.

For da jeg stod derude på Refshaleøen med død buldrende ud af højtalerne, kunne jeg ikke undgå at høre Helligånden hviske mig i øret.. Om mennesker der manglede Jesus (hvilket er ret godt gået med ørepropper i, synes du ikke?). Om mennesker der mangler kirken der omfavner dem som dem de er. Som ikke ryster på hovedet og tager afstand fra dem, som resten af verden har en tendens til. Om mennesker de mangler en familie! For de mennesker fandt deres familie der, fordi de ikke har fundet den andre steder. Men finder de ro? Nix.

Du kan høre det i teksterne der bliver sunget. Om afstanden fra det materielle. Om opgivelsen på ‘den virkelige verden’. Om hadet til verdenen der har givet slip på dem, eller bare taget afstand fra dem. Om det fællesskab som de andre er med i, som de ikke ønsker at være en del af. Om hvordan de har givet alt hvad de har i sig, men det ikke er nok for verden. Det lyder bekendt, ikke?

Og de finder, desværre, svaret på deres spørgsmål dér, på en heavy-festival, og ikke i vores kirker. Selvom så mange af dem selv godt kan se at sprut, stoffer, sex, og alt muligt andet snavs ikke kan fylde de huller ud de har i deres liv, deres sjæl. Det er de huller, hvor jeg som kristen har lyst til at fortælle dem om Jesus som kan udfylde de huller for dem med noget som virker!

Jeg vil gerne have Jesus med derud. Men jeg ved ikke hvordan det kommer til at se ud endnu. Jeg tror simpelthen ikke at flyers og bannere med ”Jesus elsker dig” vil gøre noget for de her metal fans. Jeg er åben for forslag – smid en kommentar hvis du har gode inputs og erfaringer!

 

Jeg har lyst til at slutte med en kommentar om at jeg synes vi skal være med til at bede for Copenhell folkene og deltagerne der. Men jeg synes mindst lige så meget at vi kunne bede for at vi som kirke kunne blive bedre til at være relevante for metalhovederne også, og jeg synes det er så tragikomisk.
Så vær med til at bede om at vi som familie kan blive bedre til at vise dem kærlighed. Om at vi kan blive bedre til at nå en verden som hungrer så meget efter noget af det vi har – Jesus. Om at vores fællesskaber må være fyldt med kærlighed – til hinanden, til verdenen og menneskerne i den. Vær med til at bede for de metalheads der hungerer efter mere end det materielle. Som mangler så meget af det, vi som kristne har i overflod.

copenhell[1]

 

1 Comment

Filed under Wanders

Today was the absolute worst day ever

Today was the absolute worst day ever

And dont try to convince me that

There’s something good in every day

Because, when you take a closer look,

This world is a pretty evil place.

Even if

Some goodness does shine through once in a while

Satisfaction and happiness don’t last.

And it’s not true that

It’s all in the mind and heart

Because

True happiness can be obtained

Only if one’s surroundings are good

It’s not true that good exists

I’m sure you can agree that

The reality

Creates

My attitude

It’s all beyond my control

And you’ll never in a million years hear me say that

Today was a good day

 

Now read it from the bottom up. 

Leave a comment

Filed under Wanders

Det er ikke godt nok (endnu)

Det er ikke godt nok.

Jeg hader den sætning. Den har plaget og hjemsøgt mig, stort set lige så længe jeg kan huske. Jeg har ikke været særlig gammel, før følelsen af at være utilstrækkelig gjorde sin entré i mit liv. Frustrationen der blusser op. Følelsen af en forhindring der håner dig. Det er lige før man kan se det skadefro grin for sig.

Jeg hadede det. Total afsky. Det absolut værste jeg kan huske tilbage på fra mine teenage år, var den følelse. Utilstrækkelighed. Til at starte med, brugte jeg den. Den frustration, den vrede. Tog al den energi jeg havde I de følelser, og brugte dem til at skubbe mig frem. Til at overkomme mine udfordringer og forhindringer. Ideen er sådan set god nok, men det er en farlig og forskruet måde at gøre det på. For når du sætter vrede i centrum, så vokser det. Og stille og roligt, uden jeg egentlig lagde mærke til det, trængte frustrationerne sig ind alle vegne. Vrede blev en hverdags-ting. Had slog rødder overalt, og spredte sig dybere og dybere i mit liv. Og jo mere jeg baskede med armene som en gal kylling og skabte mig, jo flere situationer af lignende slags kom der.

Jeg kan huske hvor meget mit ego fyldte. Jeg prøvede jo at overvinde hele verden, uden held. Og når man fejler med den indstilling, er der sjovt nok helst ikke nogen der skal pege på ens fejltagelser. Ikke at der nødvendigvis var nogen der gjorde det – men det havde jeg slet ikke tid til at overveje. Jeg havde jo fejlet, ikke?
Min første tanke når jeg tænker tilbage på det, er nok bare skam. Jeg skammede mig over ikke at være god nok. Jeg slog mig selv I hovedet med det, i håb om at det skulle blive drivkraft. I bakspejlet trykkede det mig nok bare ned – ikke frem. Men jeg kan også huske den dag jeg for alvor besluttede mig for at det skulle være anderledes. Det har selvfølgelig været en lang proces der har taget masser af arbejde, men jeg husker tydeligt dagen jeg trak en linje i sandet. Den dag jeg holdt op med at grave min egen grav.

Det var en varm sommerdag på Lindenborg. Baptisternes sommerlejr, 2014. Jeg hjælper til med at få grillmaden der var lavet til os frem til bordene. En kvindelig medleder kigger på mig og spørger hvor min bror, Allan, er henne. Jeg svarer henkastet og med et påklistret smil at han nok er ude og være social et eller andet sted, som han nu engang plejer at være. Var man rigtig skarp, kunne man nok godt høre spydigheden i min stemme.  For jeg sydede af vrede da jeg sagde det. Folk så mig, og tænkte på min bror. Det mindede mig om alle de ting Allan gjorde (og gør) bedre end mig. Igen – følelsen af utilstrækkelighed. Alt det jeg ikke var, og ikke kunne. Og det her var ingen undtagelse. Så spytter hun en sætning ud jeg aldrig glemmer.

“Det må være hårdt at leve I hans skygge.” sagde hun, ud af det blå, og kiggede ud over campingpladsen. Hun så ud som om hun nærmest havde været lige ved at lade være. Jeg kiggede på hende, og var ved at tabe kæben. Var hun inde i mit hoved lige nu?  “Men bare rolig. Jeg er sikker på du nok skal træde ud af hans skygge. Du skal bare finde din plads. Der hvor du er, og hvor du hører til. Og den er jeg sikker på du nok skal finde. Bare rolig.” og så gav hun mig det varmeste smil jeg har set længe. Jeg havde ingen ord. Jeg tænkte ikke noget. Jeg satte stille varme-kasserne jeg stod med fra mig, og gik tilbage til vores campingvogn og græd. Som et lille barn. Græd, fordi af en eller anden grund satte hun tingene i det perspektiv jeg havde manglet så længe. Formentlig hele mit liv.

I virkeligheden havde jeg nok bare prøvet at være bedre end Allan – til at være Allan. Og hvis du bruger en masse energi på at prøve at overgå Allan I hans eget spil, så taber man. Så det holdt jeg op med. Jeg besluttede mig for, at jeg ville være mig. Og være tilfreds med det jeg kan, og det jeg er. At når jeg har givet den hele armen, og jeg når krydser målstregen, så vil jeg klappe mig selv på skulderen og være tilfreds med det, uanset hvilken tilstand jeg var i.  Hvis jeg kunne sige at jeg havde givet den alt hvad jeg havde, så ville jeg være tilfreds med det resultat jeg fik.

Alting ændrede sig. Jeg havde mere energi, for jeg holdt op med at bruge en forfærdelig masse energi på at bekymre mig om alle de andres resultater. Er du klar over hvor meget energi det tager at have gang I sit eget show, samtidig med at man holder øje med alle andres?
Jeg kunne pludselig håndtere at få kritik. Og når jeg fik det, vendte jeg det, og brugte det til at gøre tingene anderledes, og forhåbentlig bedre.
Jeg lærte også hvad det ville sige, at være glad på andres vegne. At være stolt af min bror, når han gjorde de ting som han er skide god til, og jeg ikke er.
Jeg lærte at se op til folk på en anden måde. For det handlede ikke længere om at skule på de andre og være irriteret over at jeg ikke var lige så god – nu handlede det om at tage ved lære. Hvad gør de anderledes end jeg? Kan jeg lære noget af dem? Ville det de gør fungere for mig?

Det er ikke nemt at hvile I sig selv. Jeg er ikke blevet mester til det, og jeg tror heller ikke jeg nogensinde bliver det. Men det er også okay. For så længe jeg gør hvad jeg kan, og så længe jeg kan sige at jeg stadigvæk lærer noget, så er jeg egentlig godt tilfreds. Det er ikke godt nok – men det bliver det.

4 Comments

Filed under Wanders

Hjælp – en guide

Der er en hel del af jer der har fundet ud af at jeg ikke har det skide godt. Jeg har noget der ligner en depression, og noget der ligner stress. De kan ikke helt blive enige om det er det ene eller det andet – eller begge dele. Under alle omstændigheder, er der rigtig mange af jer derude der rigtig gerne vil hjælpe – men det virker som om der er rigtig mange af jer der er bange for at hjælpe. Så nu skriver jeg lige lidt hjælp ned.

Til alle jer der hele tiden spørger mig om jeg har det bedre: Det er sødt af dig at du spørger. Men svaret er nej – og det er ikke det svar du leder efter. Jeg har ikke fået det bedre. Men jeg har det næsten værre med at sidde og fortælle dig at jeg ikke har fået det bedre, når det nu engang virker som om du bare bliver mere bange for at gøre noget forkert af den grund. Hvis det er tilfældet, så lad være med at spørge. Du behøver ikke grave i det. Det er okay. Jeg kan godt leve med at snakke om vejret. Se næste punkt for pointers til hvad du så kan gøre..

Til alle jer der prøver at løse mine problemer: Det er rigtig sødt af dig. Du kan hjælpe ved at arbejde sammen med mig. Du kan hjælpe ved at være med til at behandle mig som du altid har gjort. Det ville hjælpe. Det ville hjælpe at holde mig med selskab, at få mig til at tænke på noget andet. Det ville hjælpe. Det andet happy-clappy fis du prøver at presse ned over hovedet på mig – det hjælper ikke.

Ser du, en depression gør at jeg ikke er glad. Det er ikke din skyld at jeg ikke er glad. Men det er jeg ikke. Det kan du ikke lave om på. Det skal du ikke prøve at lave om på. Men du kan hjælpe mig med at lave om på det. Jeg kan godt grine, og jeg kan godt hygge mig – jeg ar det bare ikke godt mens jeg gør det. Og det er okay. Det skal du ikke have det dårligt af, af den grund.

Til dig der er berøringsangst: Det forstår jeg godt. Det var jeg også. Men jeg vil dele en lille hemmelighed med dig: Det bedste du kan gøre, er at møde det uden at være bange, eller bekymret. Du kan ikke fucke det mere op. Du kan ikke træde ved siden af. Bare det at du er her hjælper. Du gør det allerede skide godt. Så bliv ved med det – at snakke, og med at være her. Igen, hvis du ikke har lyst til at snakke om at jeg har det af helvede til, så lad være. Snak om noget andet. Det er okay at styre udenom. Jeg er ikke dum – jeg kan godt se på dig når det er det du prøver på. Og det er fair nok – seriøst.

Til dig der bekymrer dig: Det forstår jeg godt. Og jeg er glad for at du bekymrer dig. Det er slet ikke det. Det ‘fede’ ved en depression, som du sikkert er bedre til at forstå end jeg selv er lige pt, er at det er en midlertidig tilstand. Jeg er i behandling. Der kommer til at være noget på den anden side. Jeg skal bare lige derhen.

 

Jeg vil opsummere det her med to simple statements:

  1. Hvis du kan holde til det, så spørg. Snak med mig. Lyt. Aflast ved bare at være der så jeg kan sige at det hele er noget forpulet lort, og svar med en “Det er også noget lort, det er jeg ked af. Skal vi se en dum serie og spise noget is?” Det er cirka det bedste du kan gøre.
  2. Hvis du ikke kan overskue nummer 1 og gerne vil hjælpe (hint: der er stor sandsynlighed for at det er dig), så lad være med at tage snakken. Det er helt okay.
    Så kan du hjælpe ved at lave noget sammen med mig. Jeg forventer ikke du har svarene. Jeg forventer ikke du kan yde professionel hjælp. Det har jeg folk til. Men du kan yde hjælp ved at være der. Ved at snakke med mig om noget helt andet. Ved at være til stede.

Jeg smitter ikke. Og jeg det er ikke din skyld at jeg har det dårligt.

 

Leave a comment

Filed under Wanders

Forsoning

Dybt inde i os, skriger noget i os på forsoning.

Jeg har fået konstateret at jeg har en depression. Og formentlig også stress. Det er en rigtig hård kombination af ting at bakse med oven i hovedet. For ikke at sige dybt uoverskueligt. Det får jeg hjælp til af en rar dame der hedder Jane. Jane er min psykolog, og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg Jane er lidt underlig. Hun bruger utrolig meget tid på at tvinge mig til at tage dybe vejrtrækninger. Prøver desperat at få mig til at slappe af i musklerne (Hvilket er sin sag, når man inderst inde sidder med en overbevisning om at hele verdenen er imod dig), og sådan nogen lidt.. Kropslige og hippie’ede ting. Men det virker, må jeg jo konstatere. Her den anden dag, gravede Jane og jeg noget frem, som jeg håber du kan bruge i din hverdag i dag: Forsoning.

Det var blevet meget tydeligt for mig, at en del af mit problem er, at jeg har sat lighedstegn mellem ulykkelig/ked af det, og vrede. Jeg har fået lært mig selv, at den bedste måde at blive hørt på når man føler sig trådt over tæerne, forrådt, overset, etc., er ved at blive sur. Hæve stemmen. Råbe. Sige grimme ting. Problemet er at jeg er god til at hæve stemmen. Og jeg er god til at sige grimme ting. Så det er en svær proces at bryde op med. Problemet ligger blandt andet i, at jeg jo selv mener jeg har god grund til at være sur. Du har gjort mig ked af det, så må jeg jo godt være sur, ikke?

Problemet med det, er at det kan nemt gøre dig bitter. Hold kæft, hvor har jeg brugt mange år af mine teenageår bitter. Bitter på forældre. På (eks)kærester. På min bror. På skolen. På venner. På livet. På Gud og hver mand. Og når hverken Gud eller hver mand får lov til at forsvare sig, så er det nemt at komme frem til at du har ret. Der var tikket en forsvarsmekanisme ind hos mig, der ganske enkelt hed at fejlen ikke lå hos mig primært. Jeg var ikke hoved problemet, så jeg skal ikke lave op på mig selv. Frasigelse af ansvar.

Men inderst inde, skriger noget i mig på forsoning.

Vi ser det alle vegne i Biblen – Synes ikke vi kan komme udenom kristendommen i det her emne. Fra øjeblikket vi blev kastet ud af paradis har vi forsøgt at gøre ting for at nå Guds niveau igen. Den fortabte søn der forsoner sig med sin far – og bemærk her at sønnen ikke forventer at blive ligestillet – bare tilgivet. Forsoning er ikke automatisk gensidig. I den virkelige verden ser vi oftest en ensidig forsoning. ”Vi slutter fred, fordi vi ikke kan det her mere”.

Jeg har forsonet med mig flere mennesker. Flere parter. Ensidig forsoning, og gensidig. Ting hvor jeg har lagt mig selv flat på mit ansigt og undskyldt. Også i tilfælde hvor jeg stædigt ville have påstået jeg havde ret til det jeg gjorde eller mente.
Rigtig mange mennesker frygter forsoning. Jeg hørte for nyligt en person sige, at hun ikke havde lyst til at forsone sig med mig, for det gjorde hende sårbar overfor mig. Det gav mig plads til at trykke hende der hvor det gjorde mest ondt. Og det har hun jo et eller andet sted ret i. Men jeg har endnu ikke oplevet nogen der har fået en helhjertet forsoning med et slag i ansigtet. Jeg har fået hårde modsvar. Jeg har fået rigtig hårde modsvar. Jeg har fået at vide at det jeg havde gjort var for meget. Og at jeg var en kæmpe nar (op til flere gange). Og dem har jeg måtte æde. Og lære af. Og det har været sundt. Men jeg kan roligt sige, at mine forsoninger altid har gjort tingene bedre. Først og fremmest fordi det frigiver en hel masse energi – og nu er vi tilbage hos Jane.

For er der noget jeg har lært, så er det hvor meget energi det kræver at være vred. Eller ked af det. Det dræner helt vildt. Og det hjælper at tilgive og forsone sig med folk. Det hjælper at give slip – ikke nødvendigvis med det samme, men det frigiver noget i dig. Og oftest frigiver det mere end du kan forstille dig.

Det er desværre nogen gange en lang proces. Fred, eftergivelse eller tilgivelse er svært at opnå hvis man ikke faktisk mener det. Du er nødt til at have hjertet med i det. Det er ikke nemt. Helt personligt plejer det at betyde at jeg er nødt til at indse at jeg også har fejlet. Og jeg hader at fejle.

Jeg har forsonet mig med en af mine eks-kærester. Det var svært, for jeg fik pinnet rimelig meget ud i detaljer de ting jeg havde gjort dårligt og forkert overfor hende. Men jeg holder stædigt fast i, at den halvanden times telefonsamtale er en af de mest givende samtaler jeg nogensinde har haft, også her cirka 5 år senere.

Jeg har forsonet mig med min familie. Det er svært, fordi da jeg var yngre var det nemmere bare at være sur end faktisk at lytte til dem. Og de har faktisk haft nogen rimelig gode råd. At tilgive sine forældre man føler har behandlet en uretfærdigt er svært. Især når de ikke selv kan forstå uretfærdigheden. Især når de stadigvæk gør dig sur og ked af det. Især når de har været rollemodellerne for alt det man ikke ville være. Men i dag er de nok den bedste støtte jeg har. Jeg ved at de vil gå igennem ild og vand for mig, og jeg ville gøre det samme for dem. Hvis du har problemer i din familie? Så kom i gang. Jeg ved ikke hvad situation du står i, men det kan blive bedre.

Det er en hård sti at gå på. Det er sindsygt hårdt at være ”the better man”. Især når de andre er nogen røvhuller. Men det hjælper. Hold kæft, hvor er der bedre på den anden side af den forsoning.

Jeg håber det her har gjort ondt at læse. Inderligt. Jeg håber du sidder og tænker på en situation eller en person som der gør ondt lige nu. Og mit budskab til dig vil være: Kom i gang. Få dit hoved ud af røven, og kom i gang. Det nytter ikke noget at være sur eller bitter. Der kommer ikke noget godt ud af bitterhed – tro mig. Det kan godt være at modparten heller ikke har handlet helt som de skulle, men det er lige meget. Lad dem om det. Be the better man. Take higher ground, hæv dig over dem.

Og nu vil jeg prøve at reparere et forhold jeg har ødelagt.

1 Comment

Filed under Wanders